Året 2015

Året 2015 begyndte med, at vi fejrede julen hos Majken, Jakob og ungerne sammen med Jacobs forældre og hans lille bror  samt dennes kone og nyfødte datter. Det var en fin juleaften med masser af gaver til ungerne. Blandt andet fik Sofus et trommesæt, som når han spiller på det er lydløst, bortset fra i de hovedtelefoner, han selv har på. Det er rigtig smart for alle parter.

Vi to gamle kunne jo ikke skjule, at vi i 2015 fylder henholdsvis 78 og 75 år.

Vi besluttede derfor, at vi skulle i Zoo ved nattetide med alle vores venner og familie. Det er ret pepperet, når man er tæt på 50 deltagere, men vores døtre og Susi fandt ud af, at de ville kontakte deltagerne, og foreslå at de hver for sig selv betalte egen entre, som deres gave til os. Fin ide. Det var en super rundvisning med to kvinder fra Zoo som guider. Efter rundvisningen, som tog et par timer, gik vi hjem til Majken og Jacob, hvor der var købt ind til pølse og ost plus vin m.m.

Det blev en mægtig hyggelig aften/nat og specielt dejligt var det, at Brit og Karsten samt Jørgen og Jette Fette orkede at tage fra Odense og Flemløse for en aften. De fire var da også de sidste, der tog hjem.

Det var så første hele år, hvor vi ingen båd havde, og til alt held (for os) også en ret kedelig sommer. Vi skulle derfor dels nyde livet ude i gården, dels være sammen med Majkens familie til Naxos.

Vi havde også fået årskort til Tivoli. Sidstnævnte brugte vi ret flittigt til bl.a. at tage Carla, Sofus og Chili derind. Ofte var der blot en af dem og nogle af deres klasse kammerater med. Andre gange gik vi bare derind og spiste middag alene.

Ungerne finder nu selv rundt, og når de har set, hvor vi sidder, kommer de tilbage og fortæller os, hvor de så går hen i haven. De er super driftsikre. Vi er dermed blevet ret afhængige af Fru Nimbs smørrebrød og tykke øl. Lækkert.

Kirsten fik rigtig gang i den nye symaskine som også kan sy i læder. Det er blevet til mange flotte tasker.

Susi er en fantastisk hjælp, idet hun har erfaringen til dels at skære/klippe skindet, dels til at løse de sy-tekniske problemer, der opstår. De tilbringer rigtig meget tid sammen med deres projekter.

I juni måned lånte vi Ann og Jens, sommerhus og havde planer om at blive dernede nogle uger, men så strejkede bilen, og da den skulle til syn nogle få måneder senere, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne skrotte den på det tidspunkt. Vi skulle ofre ca 50.000 kr på en fornyelse, og det blev vi enige om, at vi kunne køre ret meget i taxa for. Dertil kommer, at ungerne til nu har været meget søde til at hente os ved diverse stationer, og siden køre os hjem om aftenen. Så det med taxa har været ret begrænset til nu.

Naxos

Som antydet ovenfor skulle vi til Naxos i Grækenland i fjorten dage sammen med Majkens familie. De var der også sommeren før og boede på det sted som Sanne og Sven har været ret ofte tidligere.

Vi bookede et par uger og på vejen derned og hjem fik vi en overnatning i Athen, idet flyene ikke passede sammen.

Inden havde vi planlagt at leje vores lejlighed ud gennem Air B&B. Vi var blevet inspireret af Majken, som lejer deres hus ud og hver gang føler sig inspireret til at selv tage på ferie. Det blev dog til, at Kirsten tøvede i opstarten, og vi kom derfor aldrig i gang med det. Imidlertid fungerer dette super nemt i Athen, for os der lejede fra en enlig ung kvinde.

Ferien på Naxos var rent slaraffenland.

Vi fik et rigtig lækkert værelse med bad og veranda meget tæt ved stedet, hvor vi spiste morgenmad og ved svømmepoolen. Inkluderet i prisen var morgenmad samt shuttlebus til/fra lufthavnen.

Det kostede os € 100 pr nat og det var fint. Jacob og Majken rejste selv der ned og hjem, men vi opnåede dog en aften sammen i Athen. De havde også arrangeret, at et par af deres venner med deres to døtre kom derned.

Ungerne nød i den grad at være et sted, hvor de frit kunne vælge mellem to store svømmepools og havet med sandstrand lige på den anden side af vejen. Der blev daset, læst masser af bøger, øvet i kolbøtter og saltoer og leget. Der var andre danske børn, og det gav også nye legekammerater.

Om aftenen gik vi ud og spiste enten sammen eller hver for sig. Vi nød det helt fantastisk, og ungerne var super søde. De hyggede sig i den grad, og det var vidunderligt at opleve. Samtidig er de alle vandhunde, så det er ingen straf at passe de tre unger eller deres forældre.

Da vi kom hjem skulle Kirsten af sted til Italien sammen med Susi. Aftenen før var Gunner og jeg i Tivolis Koncertsal til operaaften med en kendt amerikansk tenor. Vi var begge opsat på at gå ud og drikke en øl sammen, men droppede det, idet vores koner næste morgen skulle flyve. Gunner og jeg skiltes derfor uden for Tivoli. Jeg tog bussen. Gunner tog hans el-cykel. Ved Utterslev Torv kørte han galt og vågnede først på Bispebjerg hospital, med et brækket kraveben og adskillige ribben der var forslået/bøjet/eller brækkede. Resultatet var, at Kirsten tog alene til Italien. Det var en lidt ensom tur, men da det blev besluttet at turen i 2016 er den sidste, har begge pigerne besluttet, at de skal med også på denne tur.

Jeg havde oprindeligt besluttet, at jeg selv ville køre til Auzwitch i området mod Polen, og sammen med Majken og Bettina i fællesskab lave en tur til Neuengamme nær Hamburg. Da jeg nu ikke længere havde min egen bil, droppede jeg turen til Auzwitch.

Vi tre kørte så i Bettinas meget lækre Volvo til en Air B&B overnatning i Hamburg lørdag eftermiddag.

Vi fandt ret hurtigt stedet, og gik så ud og spiste middag, på et sted som vores vært anbefalede os.

Næste morgen kørte vi ind til centrum og spiste morgenmad. Pigerne ville ud og powershoppe. Jeg gik hen på en fortovscafe og så på, at man roede i ottere. Da vi skulle mødes ved bilen, var denne helt omringet af demonstranter, og der var store kontingenter af politi på alle gadehjørner. De sidstnævnte var i kampuniformer og i skudsikre veste. Anledningen var demonstrationer for flygtninges fri mobilitet  in casu i Tyskland. Jacob og hans unger var til lignende demonstration foran Christiansborg.

I København var der 40.000 deltagere, mens der i Hamburg var 10.000 mennesker. Vi havde helt uvidende parkeret om morgenen midt i den rute demonstranterne skulle passere.

Efter et kvarters venten uden ophold i strømmen af mennesker, spurgte jeg en officer i politigruppen, om han kunne hjælpe os ud. Han var sød og flink, og politiet fik os ud på få minutter. Vi kom kun 20 minutter for sent til vores ventende guide i Neuengamme.

            Neuengamme

Jeg havde på forhånd mailet til museet og fortalt, at vi tre kom. De stillede en rundviser til rådighed kvit og frit. Det i sig selv var super flot. Vi tre blev vist rundt på museet - på teglværket - og i mindesmærket, i alt i over 3 timer, og det var fantastisk interessant. Her var ikke som ved mange andre koncentrationslejre bunker af sko eller hår, for at man som tilskuer skulle opleve frygten. Det der var udstillet var tegninger udført af fangerne. Og de var lige så rædselsfulde som skobjerge etc. Disse tegninger og malerier er i deres realisme så forfærdelige i deres skildringer af SS-folkenes brutalitet, at man bestemt ikke manglede præcise autentiske detaljer.

Lejren bestod af to rødstensmurede bygninger og en lang række af barakker, der i dag er markerede med stensætninger samt selve appelpladsen, som nu er cementeret.

Den bygning som i dag huser museet, er den ene rødstensbygning. Den er i to etager, og her er montre efter montre plus køjer m.m. udstillet. De samme køjer er vist på Det Danske Nationalmuseums udstilling om de Hvide Busser i København. Vores guide, der var en ældre mand, fortalte meget åbent om lejren og om den omkringboende befolknings holdning til det, der dengang foregik. Vi var i en tid, hvor rigtig mange af den mandlige befolkning var indkaldt til den tyske hær. Kvinderne var derfor i meget lange perioder alene. I lejrene (og Neuengamme ligger kun omkring 10 km fra Hamborg) herskede SS, og de var mest meget unge mænd i meget flotte uniformer. De fortalte selvfølgelig om det de lavede, og om de ”udskud” de bevogtede. Den almindelige borger var derfor meget velorienteret om det der foregik i kz-lejrene. Det bekræftede den anelse jeg selv havde, idet det er svært at forestille sig, at man kan have så mange mennesker spærret inde samme sted, uden at der slipper historier ud, om hvad der foregår. Dette bekræftede vores guide, der var historielærer på et lokalt gymnasium, og som hele sit liv havde boet i det område.

I efteråret har jeg gået til flere forskellige folkeuniversitetsforelæsninger på KU. For første gang i de mange år jeg har nydt godt af dette fantastiske tilbud, har enkelte forelæsningsrækker skuffet mig. Det ændrer dog ikke ved, at de fleste stadig er rigtig gode. Førsteprisen tager dog i dette efterår forelæsningsrækken om De Hvide Busser på Nationalmuseet tæt fulgt af rækken af forelæsningerne i astronomi om ”Mørkt stof” afholdt af Anja Andersen fra Niels Bohrs Institut. Mere om det sidste - efterfølgende.

               De Hvide Busser

De Hvide Busser var et samarbejde med de der stod for udstillingen af samme navn på Nationalmuseet og Folkeuniversitetet. I foredragsrækken indgik  i den første gang en rundvisning på selve udstillingen. Her fik jeg et mentalt shock, da jeg pludselig i en af de konstant skiftende diasskærme pludselig så et billede af min egen Far. Det var rystende for mig, sådan at se ham der, så ung og anderledes end jeg mindedes ham. Jeg spurgte forelæseren, som også havde hovedansvaret for udstillingen, om jeg mon kunne få et eksemplar af fotoet. Det kom på mail nogle dage senere.

De mange gode foredrag inspirerede mig til at bestille en rundvisning på udstillingen, og at invitere dels Majkens familie, dels senere da resten ikke kunne den første gang, Bettinas familie, Sannes familie og endelig Anns familie til endnu en rundvisning. Det var en rigtig god oplevelse, om end meget forskellige de to gange. På den første rundvisning var Sofus og Carla meget opmærksomme og spørgende, på den anden med Kalle og Buster som de yngste og resten voksne, var koncentrationen mindst lige så stor, men ingen spurgte om noget. De små spurgte og spurgte og forstod ellers sikkert meget lidt, fordi de jo aldrig har været seriøst konfronteret med, hvordan et liv under en krig virkelig er, og hvor forskellige deres liv er fra en sådan hverdag. Der er tilsyneladende rigtig meget vi gamle tager alt for givet, at de yngre også forstår. Men det er altså helt forkert.

                 Mørkt stof

”Mørkt stof” er det man ikke kan se, når man ser ud i rummet på steder, hvor der tilsyneladende intet er. Det er dette “intet” lektor Anja Andersen forsker i. Jeg er dybt fascineret af faget astronomi. Derfor har jeg også fulgt adskillige forelæsningsrækker i dette fag i årenes løb. Anja Andersen er en af folkeuniversitets mest gudsbenådede forelæsere. Og det at følge en forelæsningsrække med hende, hvor hun forsøger at bringe os tilhørere a jour med det hun forsker i, er fantastisk. Jeg oplever det fantastisk af to årsager.

Den første er faget som sådan. Det er baseret på de bølger af lys eller lignende, som man kan opleve ved at ”se” ud i rummet og så bruge fysikken og dennes love på dette.

Den anden er Anja Andersens evner til at omsætte dette til en verden, som vi andre ”ikke fagfolk” kan forstå – eller i det mindste synes, vi kan opfatte som meningsfyldt i vores hjerner.

Det lykkes hende gang på gang, når jeg følger hendes forelæsninger.

Arktis

I efteråret har jeg også gået til to serier om Arktis. Den ene var på det gamle Rockefeller Institut, hvor min egen videnskabelige uddannelse foregik hos professor Erling Asmussen. Det var denne gang godt nok i midterbygningen, hvor vi dengang holdt til i den venstre fløj ud mod Nørre Alle. Det var i slutningen af 1950erne og i starten af 1960erne, hvor det daværende Gymnastikteoretisk Laboratorium holdt til på 1. Sal. Nu var vi i selskab med Niels Bohrs Institutet’s Space del og det gamle kemiske institut med prof Dansgaards grønlandske iskerneboringer. Dansgaard har jeg i parentes bemærket et specielt forhold til (som han ikke aner). Dels er han død, dels var det nok mest os studenter, der bemærkede problemet. Han stod for undervisningen i elementær fysik. Undervisningen var elendig. I hvert fald dumpede vi biologi- og geografi-studerende efter noder. Og det siger ikke så lidt, når 70 til 80% ikke bestod. Elementær fysik var derfor det sidste fag jeg gik op i, og da var det for fjerde gang. Alt andet var bestået. Specialet fik jeg ug eller højeste karakter i. Det eneste jeg manglede var fysikken. Jeg fik Gunner til at manuducere mig, og rimeligt sikker gik jeg til eksamen.

Her fik vi blandt andet opgaver som denne: En flue kravler rundt inde i en flaske, der er lukket. Flasken er anbragt på en tarreret vægt. Spørgsmålet lød: Hvad sker der med vægten, når fluen flyver ud midt I flasken? Den dag i dag aner jeg ikke, hvad der sker.

I samme opgave sæt lød et andet spørgsmål: En jolle ligger på en isflage i en sø. Isen smelter og jollen sejler nu på vandet. Hvad sker der med dybden i søen. Heller ikke dette svar kender jeg idag.

Både Kirsten og jeg gik til emnet som var Arktiske ekspeditioner. Det var desværre ret ringe, idet man havde bedt en stribe phd’er fortælle om deres rejser i den anledning til Grønland og om deres projekter deroppe.

De fortalte godt nok om deres rejser og oplevelser i Grønland, men det var næsten rent fornøjelsesoplysninger. Det videnskabelige indhold kunne være på et særdeles lille sted. De var desværre alt for uerfarne.

Det samme kan man ikke sige om den anden forelæser, som var fra DTU, og som i regi af Århus Universitets folkeuniversitets program talte om problemerne i Grønland i forbindelse med klimaforandringerne, og de krav der så er kommet om grænsedragningen i Arktis. Det foregik på Emdrupborg, som er AAUs foredragsplads. Kirsten var også med til denne serie. Civilingeniøren, der vel var i slutningen af 50erne, var desværre en tynd kop the, især i den sidste forelæsning om de nye problemer, og de nye politiske forhold, der eksisterer i regionen. Hvad hans forskerjob på DTU er, aner jeg ikke, men at begrænse sig til det han forsker i, formåede han ikke og de internationale perspektiver han fremdrog, var almen viden. ØV.

Senior-tur

Vi var selvfølgelig også i år på Senior-tur og denne gang var det  Belle og Leifs tur til at arrangere den.

De havde valgt Øland, som vi også var på for nogle år siden. Denne gang var det i det rigtige forår dvs. mens orkideerne blomstrer i maj måned. Vi boede i et hus midt på den nordlige del af øen. Det var en meget heldig periode med super lækkert vejr. Vi fandt også enge med de flotteste orkideer, som det fremgår af vores fotos. Huset vi boede i lå lidt kedeligt, men der var fin plads. Det var spændende at finde en mængde af orkideer og det er jo en spændende planterace. Den flotteste vi fik set var Fruesko – orkideen. Der blev man helt høj.

Vi har jo prøvet lidt forskelligt over årene, og forslag til forandringer er svære at komme igennem med, så det ender nok desværre med langsomt at dø bort, i takt med at vi bliver ældre og mere ”sære”.

Erik Faber

Erik - Kirstens bror - døde i september måned på en yderst fredsommelig vis. Han havde i to år boet på plejehjemmet for demente i De Gamles By på Nørrebro. Her havde han en udmærket lejlighed, og var faldet fint til. Hans demens blev kun værre og værre. I sommer kørte jeg ham ned på Skt Hans Torv, hvor vi fik en fadøl hver, og det nød han helt sikkert, men ellers var det småt med lyspunkterne i hans liv. Kirsten og jeg besøgte ham ugentlig på skift i to eftermiddage, mens Hanne var hos ham alle de øvrige dage. Det er et hårdt liv at være gift med en patient med en sådan sygdom. For når man var sammen med ham, var det tit svært at finde ud af, hvad han oplevede og hvad han satte pris på.

Da han blev 80 år i foråret holdt Hanne en fin fest for ham i plejehjemmets kantine. Her var Erik i fint humør, ja han blev direkte sur/fornærmet da folk gik hjem, og han skulle ned på 3. sal igen. Den eftermiddag oplevede han i hvert fald nærværet med os andre. Et halvt år senere døde han stille og roligt. Hanne var hos ham og sammen med Kirsten passede de ham det sidste par dage af hans liv. Han blev brændt og asken strøet ud i Københavns Havn. Det var en fin oplevelse og afsked med en fin bror/svoger. Vi to gamle nisser har jo også gjort det klart, at vi gerne vil have vores aske spredt på vandet. Oplevelse ændrede på vores egen opfattelser af hvordan dette bør ske så på det punkt har vi ændret vores testamente. Det er dejligt at have en “storebror”, som går forrest, konstaterede vi. Det har jeg jo aldrig haft før.

Middagsklubben

Husets mad klub synger på sidste vers - desværre. Det skyldes, at Ruth og Nils har sagt deres lejlighed op og flytter permanent til Djursland til deres lille hus syd for Grenå. Huset ligger vidunderligt lige ved Jernhatten. Der er en pragtfuld udsigt over Kattegat.

De har endelig besluttet sig, efter at have vaklet mellem forskellige løsninger, der alle inkluderer at det koster 10.000 kr pr måned at have en lejlighed her på Frederiksberg. Det er trist, men der er jo ikke noget at gøre ved dette.

I år har vi yderligere foruden de månedlige middage på skift haft en række gode oplevelser.

Vi var på Bakken og se Cirkusrevyen. Den var virkelig morsom, og for engang skyld også med lidt politisk snert.

Det er en god tradition, vi har der, som sikkert kan bevares.

Vi var også en dagstur til Nykøbing Sjælland, hvor Sonja og Torben har for vane at leje et sommerhus. Vi kom derop til frokost, og gik siden en fin tur ned til Kattegat. På vejen plukkede vi svampe - og slåen - til at lave snaps af. Vi var også ude ved et specielt fuglested på sydsiden af Nykøbing, og så bl.a. tre havørne. Superflot.

Endelig var vores nye tradition fra sidste år nemlig julefrokosten en herlig oplevelse. Den foregik i år på Huusmans vinstue, som er et lækkert spisested placeret inde midt i København. Det var i øvrigt Eriks favoritsted, da han var ansat hos Jolly Cola lige om hjørnet.

Maden var udsøgt, og vi åd der fra kl 13 til 18. Fin tradition.

Den politiske situation

Efter at vi dels havde EU parlamentsvalg, dels folketingsvalg i det forgangne år, er Verden virkelig blevet sort ikke blå. Det er skammeligt, som Lars Uløkke og Inger Støjberg har fået medvind.

Danmarks politik over for flygtninge er den mest fremmedfjendske, jeg nogensinde mindes at have oplevet. Nu vil man faktisk også tage disse stakkels menneskers smykker fra dem, så de selv kan være med til finansiere de udgifter de påfører vores superrige danske samfund. Det er skammeligt. Jeg har tidligere i mit liv (under den forrige borgerlige regering) sagt, at jeg skammer mig over at være dansker. Det blev yderligere aktualiseret i de forgangne uger. Tænk at man overhovedet kan finde på det. Hvis det var os, der efter svære overvejelser beslutter at rejse bort fra det sted, der altid har været vores hjem med job, venner, familie og tilværelse og samtidig udvælger os de ting (smykker), man føler er mest værdifulde for ens minder. Når man så efter måneders flugt over Middelhavet og op i gennem Europa kommer til Danmark, så stjæler de offenlige myndigheder ens dyrebareste minder om det tidligere liv. Hvor grusomt kan vi dog optræde, for ussel mammon. Skam jer i den borgerlige sorte højborg.